Slip for dug og kondens på vinduerne

Kondens kan dannes både indvendig og udvendig
– hvordan løses problemet?

Når lyset strømmer ind i boligen, kan man få en kedelig overraskelse og stå op til duggede ruder – også selv om vinduerne er med energiglas.

Udvendig kondens dannes ofte i forårsmånederne, fordi ruderne køles ned i den kolde nat og varmes langsommere op end udeluften, når det bliver morgen. I virkeligheden viser dug på ydersiden af ruderne, at de isolerer perfekt, og den forsvinder af sig selv. Det kan glarmesteren fortælle mere om ved en uforpligtende gennemgang af dine vinduer.

Indvendig kondens:  Pas på indeklimaet

Indvendig kondens på og langs med ruderne er mere problematisk. Det kan være et tegn på dårligt indeklima med for høj luftfugtighed – at huset er meget tæt og mangler ventilation – eller at ruderne ikke isolerer nok.

Fugtig luft øger risikoen for svamp i boligen og allergi hos beboerne. Derfor er det vigtigt at lufte ud dagen igennem – mindst 3×10 minutter. Lad samtidig en glarmester vurdere behovet for at skifte til nye energiglas, og hvor hurtigt de tjener sig hjem gennem en lavere varmeregning.

Mellem glassene:  En punktering

Opstår der kondens mellem glaslagene, er ruden punkteret og vil med tiden blive mat. Det bliver især synligt, når solens stråler rammer – og kan ikke pudses væk. Selve punkteringen skyldes, at forseglingen langs kanterne har sluppet glaslagene. Det kan ikke repareres og kræver derfor udskiftning.

Som vinduesekspert kan glarmesteren helt uforpligtende lave et tjek og rådgive om den reelle årsag til problemer med kondens. Med et forslag til den mest fordelagtige og økonomiske løsning. I praksis vil det ofte være nok at skifte til energiruder, så man beholder sine vinduer.

Yderligere information på www.glarmesterlauget.dk