Ny generation af energibesparende vinduer

Nu kommer vinduessystemet STM Tinium i træ/alu i Energistyrelsens bedste energiklasse og derfor med højeste statstilskud.

STM Vinduer har udviklet en ny generation af sine energibesparende træ/alu vinduessystemer – og fra mandag 15. marts får den langelandske vinduesfabrik registreret STM TINIUM på øverste hylde i Energiklasse 2 i statens Bygningspulje.

– Det er et markant fremskridt, og vi har store forventninger, fordi certificeringen i Energiklasse 2 udløser det højeste energitilskud til de boligejere, der søger. Derfor er det vigtigt med denne opgradering, så vi er med helt fremme i feltet, forklarer adm. direktør Finn Methmann, STM Vinduer.

Det nye vinduessystem, STM TINIUM, erstatter TINIUM 2020/2020+, der er certificeret i Energiklasse 1 i Bygningspuljen, og udløser mindre i statstilskud.

Lysindfald og varmetilskud  

STM Vinduer er kendt for sit design med slanke profiler, den vedligeholdelsesfrie kompositfals og brug af knastfrit fyrretræ. Dette går igen i STM TINIUM, der er opgraderet med forbedrede energimæssige egenskaber, som blandt andet sikrer stort lysindfald og dermed ekstra varmetilskud til boligen.

– Vi har forbedret kvaliteten på træ/alu-elementerne og forventer et travlt år. Det er bemærkelsesværdigt i en branche, der kører stærkt, og hvor konkurrencen om kunderne er hård.

675 mio. kr. at gøre godt med

Bygningspuljen, der administreres af Energistyrelsen, er i år på mindst 675 millioner kroner. Der åbnes for nye ansøgninger her i foråret, og pengene fordeles efter først til mølle-princippet, hvilket skal tages meget bogstaveligt:

I 2020 var der 245 millioner kroner i puljen, og der blev givet 5.420 tilsagn om støtte. Men der kom godt 18.000 ansøgninger, så interessen er stor, og mange søgte forgæves. Dette er årsagen til, at Bygningspuljen, som fortsætter til 2026, har fået flere midler at gøre godt med til energiforbedringer.

– Vinduer er oplagte. STM TINIUM har en U-værdi på 0,75, og det betyder, at det er i den gruppe af vinduessystemer, der holder bedst på varmen, siger Finn Methmann.

Øremærket helårsboliger

Bygningspuljen er målrettet helårsboligejere, blandt andre private husejere, ejerforeninger, andelsboligforeninger, almene boligforeninger, kollegier, interessentskaber og udlejere. (Tilskuddet er skattefritaget for private boligejere).

– Betingelsen for at få del i tilskudsordningen er, at ansøgere først kan gå i gang med energiforbedringerne, når de har fået tilsagn om støtte fra Bygningspuljen, oplyser Finn Methmann.

Formålet med Bygningspuljen er at nedbringe energiforbruget og omstille til en grønnere varmeforsyning i helårsboliger i Danmark.